Men hvorfor også stirre sig blind på diskussionen om legalisering af stoffer og sundhedsrum? Det er som om, der ikke eksisterer andre muligheder i folks – inklusive politikernes – bevidsthed.

Jeg har igennem flere år forsøgt at få behandlingssystemet til at kikke nærmere på om man med fordel kunne bruge de metoder døgnbehandlingscentret Narconon råder over og anvender med god succes, men uden større held. Hvorfor i alverden skal det være så svært at komme forbi fastlåste tankemønstre om at ingenting kan lade sig gøre når snakken er om at få gjort noget ved narkotikaproblemet? Hvis de metoder vi i Foreningen, Et Stoffrit Danmark foreslår behandlingssystemet at kikke på og evt tage dele af i brug kunne få flere misbrugere tilbage til et mere normalt liv, hvorfor i alverden er der så ingen (eller kun ganske få), der vil kikke på dem og overveje dem?

I stedet bliver vi i foreningen mødt med, at der skal foreligge videnskabelige rapporter for at man overhovedet vil overveje noget eller at metoderne skal være godkendt efter bestemte procedurer i kommunerne for at sikre at kvalitetsstandarderne overholdes, hvorefter røret bliver smækket på og ingen kikker mere på noget som helst udover legalisering og forsøg med heroin!!

Hvorfor ikke kikke mere ind i alternative relativt ubenyttede metoder også i stedet for kun at fiksere på, at alt hvad man har gjort hidtil angående stofmisbrugere, var det eneste man kunne have gjort? Hvem siger, at der ikke findes mere virksomme løsninger, hvis man kikker utraditionelt – fx, at der kunne eksistere udmærkede behandlingsforløb (også set fra misbrugerens synspunkt), hvor hverken stoffer eller substitutionsstoffer indgår i behandlingen?

Men nej – det gider vi ikke bruge vores tid på – det er bedre at diskutere det uløselige sundhedsrum/ikke sundhedsrum problem, for så ved vi da i det mindste, at vi har et problem i mange år endnu at beskæftige os med.