FIXERUM TIL VESTERBRO

Der var åbent samråd i Folketinget om narkodødsfald 14. april med Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen og Socialminister Karen Ellemann.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (JN) fastholder regeringens politik vedrørende fixerum. Der kommer ingen fixerum, hvis det står til den borgerlige regering. Dødsfald blandt danske borgere i en størrelsesorden af 1572 stofbrugere (2002 – 2007) i den borgerlige regeringsperiode er ikke til diskussion. Og vi snakker om mennesker med et aldersgennemsnit på 38 år.

Der er tale om en legitimeringspolitik, for som JN siger, så vil indtagelse af forbudte stoffer være et brud på FN-konventionen herom, samt det vil betyde, at det er svært at sætte grænser i forhold til, hvem der bruger tilbuddet, hvem der kan blive tiltrukket heraf, hvor man må have stoffer på sig og hvordan man håndterer sikkerhed omkring injekseringen.

På de mange spørgsmål om de høje dødstal blandt stofbrugere, som EU’s overvågningscenter dokumenterer, argumenterer JN med at der er usikkerhed om måden at indsamle oplysninger på, således at Danmark reelt ikke ligger så højt i forhold til andre EU-lande, her især østlandene. Og at kun få EU-lande har indført fixerum, da 23 af EU-landene ikke har gjort det. Argumentationen ender i en snak om talstatistikker og deres pålidelighed, og andre landes bevægerunde til ikke at indføre fixerum.

Internationale erfaringer viser, at dødstallet er faldet i de lande, hvor fixerum er indført, at der sker en skadesreduktion i de sammenhængende tilbud, der følger med fixerum, at sygdom og smittefare forebygges, og at flere stofbrugere motiveres til at gå i behandling eller reducerer deres forbrug. Samt at den synlige stofadfærd med de gener, den har i gadebilledet, reduceres væsentligt. Og endelig konstateres det, at fixerum ikke tiltrækker nye og unge stofbrugere, ikke tiltrækker stofbrugere fra andre områder og ikke fører til et forøget stofforbrug. Alt sammen samlet og opgjort af EU’s Overvågningscenter på narkoområdet.

Afvisningen af fixerum begrundes således i en borgerlig ideologi, og afledningsmanøvre ud i tal, statistikker og beregnningsmetoder. Gode erfaringer og en velgennemprøvet praksis fra andre lande negliseres. Der tages ikke udgangspunkt i en snak om det faktiske dødstal, der efterhånden bekymrer flere og flere danskere. Den borgerlige regering er ude af trit med sin egen vælgerskare, som har indset, at der skal gøres noget for de mest udsatte i Danmark. Og at fixerum kan være et af midlerne til at nedbringe det høje dødstal.