Hvor skal vores narkomaner bo…??
Langsomt, hurtigere og hurtigere fyldes PH caféens foredragssal med borgere, eller snarere beboere, som har narkomaner, deres sprøjter, deres ildevarslende udseende, dårlige lugt og forhutlede tilværelser tæt på egne ønsker om at kunne leve et fornuftigt familieliv.
Mødrene melder sig hurtigst på barrikaderne: – Hvordan sikrer vi, at vores børn ikke tager kanylerne i munden, når de leger i sandkassen? Kan I sikre det, politikere, kan du borgmester?, siger hun, en mor, der ikke har plads til at være åben overfor narkomanernes affald.
Nej, det kan borgmesteren ikke, det har han aldrig kunnet. Sprøjter, de har været dér de sidste 30 år, og muligheden for at børnene stikker sig på dem, har eksisteret ligeså længe. Men måske, måske bliver det bedre med sundhedsrummet, håber borgmesteren.
- I holder borgermøde blot for at legitimere en beslutning I allerede har truffet, siger en mand, der har boet på Vesterbro meget længe.
- Nu synes jeg tonen bliver for hård, siger socialdemokraten, der svarer ham, at vi alle er enige om at et sundhedsrum er godt i mangel på andre og bedre løsninger.
De er dér alle sammen. Borgmesteren, politikerne, borgergrupperne, narkomanernes egen brugergruppe, de midaldrende, de mange unge mødre og de mange fædre, som støtter de unge mødre. Og lægen:
- I skal ikke tro det rykker én verden, at vi nu får et sundhedsrum, siger han, den ansvarlige læge, efter at have gennemgået rummets muligheder.
- Jeg tror nu på det bliver bedre, gentager borgmesteren.
- Hvordan kan man overhovedet tillade sig at tænke på at lægge et sundhedsrum tæt på mit barns vuggestue, siger endnu en moder.
- Kan I lære min 15 måneder-gamle søn, Christoffer, ikke at putte sprøjter i munden, bakker en ung far op.
- Måske I kunne dyppe en sprøjte i levertran, gjorde man ikke det i gamle dage for at afvænne børn, svarer brugerforeningens formand. Nogle griner, mens én nede på tilskuerrækkerne siger ”idiotiske abe”.
Gymnasierektoren rejser sig: – Jeg er bekymret. Oprigtigt bekymret. Jeg vil gerne have et sundhedsrum, jeg vil rigtig gerne støtte op om bedre forhold for narkomaner og Vesterbros beboere. Man vil have narkomanerne skal kunne benytte sundhedsrummet in-cognito. Men det bekymrer mig at mine mindst 420 gymnasiaster, praktisk talt, skal bruge den samme dør som narkomanerne. Det er ikke in-cognito. Vi har principper, vi holder vores døre åbne, vi er åbensindede, vi er vant til at bruge det ydre rum, som vores egen skolegård, for vi er det gymnasium som har mindst plads. Vi skal ikke ligge på Strandvejen. Men, men, vil vores toiletter og vores klasselokaler nu invaderes af narkomaner? Jeg håber mit gymnasium fortsat vil være ligeså populært, som det er nu. Jeg er bekymret, det er alt…
- Enten i Abel Cathrines Gade 13 eller i den Brune Kødby, det kan ikke blive andre steder, siger borgmesteren igen og så igen.
- Hvad kan vi gøre for at sundhedsrummet bliver attraktivt for narkomanerne, spørger borgerforeningens formand: – nu vi ikke kan tilbyde de sprøjter sig i sundhedsrummet.
Der er gået en time. Tolv beboere fra Vesterbro har allerede ytret sig om rummet ingen vil have tæt på sig selv og egen verden. Femten står på talelisten.
I må undskylde jeg kommer for sent, men jeg springer frem og tilbage mellem amning og praktiske gøremål, sagde den radikale politiker. Jeg kan godt forstå det mødrene siger, dem må man ikke afsværge. Da jeg boede på Vesterbro, tog det mig lang tid at forklare mit barn, at det ikke måtte røre ved sprøjter, som det måske kunne finde på gaden, altså ud over det besvær jeg havde med at forklare mit barn om pornoen i vinduerne og de prostituerede, de er ikke helt så normale, måtte jeg sige til mit barn, de piger, de er ikke helt så normale. Jeg forstår godt mødrene, man kan ikke klare ens børn kan tage skade, sagde den radikale.
Det var lige efter manden fra Rewentlovsgade havde sagt, at han ikke gav en fis for alle disse hysteriske mødre, som kun tænkte på deres egne børn, – så må I flytte til Gentofte, havde han sagt, – her vil vi altid have problemer med narkomanerne.
Søren, beboer på Vesterbro
1 svar indtil videre ↓
1 Catrine Waltersdorph // maj 2, 2007 at 11:17
ATT.: Beslutningsmagten af sundhedsrum.
Med stor interesse i placering af ovenstående, og dens forslag, finder jeg forslagene som ikke optimale, hverken for vesterbro(beboere)de tilhørende narkomaner og erhverv. Med dette skrevet er mit udgangspunkt i denne aktivitet at Kbh. kommune- socialforvaltningen og alle andre der sidder med beslutningsmagten, for en gangs skyld får klarlagt mål – formålet og en sammenhørighed mellem kultur – erhverv – beboer og narkomaner,der kan fungere mange år frem, her tænkes der på organisatorisk tværfaglighed der er ikke eksisterene. Der er ingen samhørlighed – sammenhæng overhoved i Kbh, dermed en halv løsning på sundhedsrummet der i sidste ende er unødvendige brug af ressourcer fra alle parter. Om der er brugt et ½ år på at finde locations til rummet er ikke et sagligt argument, for grundlaget for at placere rummet, om det så tager 1 år mere for at finde den optimale løsning af sundhedrummet er dette relevant, i det lange løb. Det er typisk og rent idioti at kommunes organisatoriske tværfaglighed ikke forefindes ellers er den mekanisk og dens beslutningsmagt ikke formå at benytte/ udnytte ressourceren som er nødvendigt, dermed er beslutningernes grundlag usaglige og u aktuelle samt ingen relevans for nogle partner. Vågn op, gnid sandet ud af øjne få klarlagt mål – formål mellem kultur – erhverv – beboere og narkomaner. Mere tværfagligt arbejde, for en løsning der fungere i mange år frem, med formål at styrke Kbh, Vesterbro, der er ingen sammenhæng og nu engang kan vi stille og roligt se aktiviteter halvt fuldført og ender med fiasko.
Få nu klarlagt jeres mål – formål, alle parter i kommunen, i træder jer selv over fødderne, kom i gang, op af kontorstolene og få noget innovation på dagsorden. I stedet for halve løsninger som Dk er så kendt for.
Bare prøv!!!!!!
Med venlig hilsen
Catrine Waltersdorph
Smid en kommentar