- arbejder for at vægte børnenens og beboernes interesser frem for stofbrugerne. “Fællesinitiativet mod placering af Sundhedsrum i Abel Chartrines Gade 13 og Kvægtorvsgade 4″ hedder en gruppe af beboere der er gået sammen for at de 2 adresser i spil ikke skal blive realiseret som sundhedsrum. De har lavet en hjemmeside www.sundhedsrum.info hvor man kan læse mere og se billeder af en dreng på 2½ år der leger med en sprøjte. Initiativet har konkret 4 forslag til hvor det så kan placeres. Det kan man ligeledes se på hjemmesiden.
Kommentar:
Vi er en række beboere og lokale foreninger der sammen med Københavns Kommune har taget initiativet til en indsats inden for lovens rammer. Vi så helst et brugerrum hvor stofbrugerne kan indtage deres stoffer – det vil være en mærkbar forskel for stofbrugerne og fjerne 70-80 % af kanylerne fra gaden. Det må vi ikke for Regeringen. Derfor laver vi sundhedsrum – der skal forbedre forholdene for stofbrugerne og dermed lokalområdet så vidt muligt inden for lovens ramme. Indsatsen er til for at forbedre forholdene ikke forværre dem. Det værst tænkelige der kan ske er, at forholdene fortsætter som nu og indsatsen ikke hjælper. Stedet kommer ikke til at forværre situationen. Læs mere om indsatsen på www.dugnad.dk
4 svar indtil videre ↓
1 Lars G Hansen // jun 15, 2007 at 22:07
Hvem har lorten
Nu har debatten om sundhedsrum raset i et par måneder. De fleste indlæg har været af typen – Narkomanerne skal hjælpes, bare ikke der hvor jeg bor.
Det er naturligvis pæne ressourcestærke mennesker der har ytret sig og strategien syntes at være at udtale sig positivt om en håndsrækning til narkomanerne, og så foreslå en alternativ placering af de berørte narkomaner – et sted hvor de andre bor.
Et godt eksempel er en ny hjemmeside sundhedsrum.info. På hjemmsiden optræder billeder af et barn med en blodig kanyle i hånden og sandkasse med en blodig kanyle i.. Det ligner en skræmmekampagne og desværre er den rettet mod narkomanerne. Til folkene bag hjemmesiden og foreningen er der ikke andet at sige end, at de skulle skamme sig. Narkomanerne har ikke brug for at blive stigmatiseret og umenneskeliggjort, mere end de allerede er. De sparker på en udsat gruppe, der allerede ligger ned. Det er ulækkert og usympatisk. Narkomanerne har ingen ressourcer, de taler ikke deres egen sag, kan ikke, har ikke kræfter til det – og sådan er det bare, når man lever på bunden af samfundet. Så går en flok pæne borgere ud og fremmaner skræmmebilleder af en flok sølle syge mennesker, der har brug for hjælp. Flot.
De fleste indlæg i debatten om sundhedsrummet er enige om, at narkomanerne skal hjælpes og at et sundhedsrum kan hjælpe dem – det skal bare ikke være, der hvor de bor. Hvor skal det så være, kan man spørge? Ja, bare ikke her hos os. Argumentationen fra ”not in my backyard”-segmentet (NIMB) er dybt betændt. Det ville være forfriskende hvis de meldte rent flag og bare sagde det som det er – Narkomanerne skal væk fra vores kvarter – det er os inderligt ligegyldigt om de bliver hjulpet eller ej, bare de forsvinder. Kom blot ud af busken – der er efterhånden rimeligt vidde grænser for hvad man kan sige om ressourcesvage minoritetsgrupper.
NIMB-segmentet skal i øvrigt ikke frygte, at de står alene. På Vesterbro bliver der jævnligt ringet til politiet, når udsatte grupper opholder sig i større eller mindre grupper på steder og pladser, hvor de ikke er velkomne. Grønlænderne er ved flere lejligheder blevet fjernet fra Vesterbro torv – antagelig pga larm. Udenlandske og Danske prostituerede i flok bliver jævnligt fjernet af politiet, når de sidder og drikker en øl på græsset på halmtorvet – deres erhverv derimod får de lov at udøve i fred. Narkomanerne er som altid de mest uglesete og politiet har oven i købet et værktøj til at sprede dem – et værktøj der har været anvendt i årevis på Vesterbro – Forbudszoner. Jeps, der findes adskillige veldefinerede zoner på Vesterbro, hvor bestemte mennesker ikke må opholde sig. Forbudszoner er i sig selv et uhyggeligt værktøj da det bringer mindelser om samfund vi ikke gerne vil sammenlignes med, men for de fleste vil det alligevel være et acceptabelt værktøj i hænderne på Politiet – Et, fordi det ikke bruges på dig og mig men på personer, der alligevel ikke er nogen, der bekymrer sig om. To, fordi det er et værktøj der bruges til at forhindre kriminalitet. Den sidste antagelse er forkert – forbudszoner bruges af politiet til at sprede folk, vi ikke gider at se på – længere er den ikke. Ring blot til din lokale politistation og spørg hvad formålet er?
Narkomaner er ikke dyr, selvom de er umælende. De er ikke undermennesker selvom loven fratager dem rettigheder, vi andre tager for givet. Narkomaner er ikke farligere end andre farlige ting. Tænk blot på hvilken risiko du løber på dit barns vegne nå du sender det med bussen i skovbørnehave, hver dag eller når du bruger det samme spækbræt til fjerkræ og grøntsager.
Og Narkomanerne er ikke bare de andres problem for de andre vil sgu heller ikke have dem. Når ingen vil have lorten og vi ikke kan smide den væk, så må vi dele den imellem os.
2 fr. suresen // aug 23, 2007 at 11:51
Det var dog en utrolig flot perlerække af tåbeligheder.
Det er vist på tide, at der kommer en kommentar fra “In my backyard” (IMB) segmentet. Dvs dem som rent faktisk har junkier og crackrygende psykopater hængene ude foran deres stuevinduer dag og nat. Direkte udskrevet fra Sankt Hans i Roskilde til det tre-stjernede narkohotel “Mændenes Hjem” (som beklageligvis ikke kan sørge for ordentlige toiletfaciliteter til deres 70 gæster). Alle andres holdninger er gratis og fuldstændig intetsigende. Bekvemme standpunkter til de venstreorienterede diskussioner henover spisebordet.
IMB segmentet har lidt svært ved at forlige beskrivelsen af den sølle, stakkels gamle syge narkoman med det han kan se ud af sit vindue. For der sidder nemlig fem-seks slagsbrødre og er ved at “cutte dopen up” med knive og salmiaksspiritus. De råber og skændes konstant om priser og penge, skubber lidt, og går så hen og pisser lidt op af cyklerne. Så kommer der en ung fyr over i træningsbukser og lægger sig midt på vejen for at stikke sig i halsen.
Hvad fortæller sådan en lille hverdagsbeskrivelse fra i morges kl. 6? Den fortæller ihvertilfælde at IMB segmetet ikke er særlig ressourcestærke, eftersom de ikke kan få deres nattesøvn. Den fortæller også at junkierne ikke er umælende. De kan faktisk råbe ganske højt, og tilmed på mange forskellige sprog.
Samtidig fortæller den, at de forstyrrer almindelig ro og orden (det er forbudt), Pisser og skider på gader og stræder (det er også forbudt) Sælger ulovlige stoffer som heroin og crack (det er også forbudt) og tager ulovlige stoffer på åben gade (det er sørme også forbudt). Det er i lyset af disse lovbrud at forbudszonerne skal forståes. De er ganske enkelt indført fordi politiet er for dovne til at opretholde lov og orden “i deres egen baggård” (Mændenes hjem ligger som bekendt i baggården til Station 1). De gider ikke at pågribe hver enkelt junkie og stille ham til ansvar for hans forseelser, og det er deri fejlen ligger!
Så Lars, enten må du gå tilbage i rollen som elevrådsformand, eller også kan du fremleje en lejlighed i lille istedgade i et års tid, og så komme tilbage og fortælle om du har skiftet holdning.
Jeg kan på forhånd fortælle dig, at man har en tendens til at ombestemme sig, når flere kvindelige beboere er blevet spyttet i hovedet og blevet truet med at blive stukket ned, hvis de ikke skred. Vel at mærke fra deres egen dørtrappe.
Så god week-end Lars og husk at købe det økologiske oksekød…
3 Lars G Hansen // aug 23, 2007 at 21:04
Det lyder ganske rigtigt som om dine Narkomaner er på den grønne gren.
4 Klaus // aug 27, 2007 at 14:53
Trusler og spyt er grimt og klamt. Det er livet som narkoman også. Ingen toiletadgang, ingen rent vand og ikke noget oksekød.
Fr. Suresen
det er din tur til nattesøvn – 14,2 mio. kr. skal det åbenbart koste at oprette de simpleste funktioner for mennesker, når man forvalter som Københavns Kommune. Mon ikke der kan tilgodeses nogle tusinde til akustisk dæmpende gardiner og nogle hundrede ørepropper til IMBérne.
Sundhedsrummet skal udover at redde liv, skabe værdighed også reducere generne for beboere, men det er svært at komme i gang når tempoet er lig nul.
Forslag: Ret kritik mod beslutningstagerne og ikke mod naboen.
Send nogle gode tanker til projektet og lad os samarbejde om at gøre de gensidige ubehageliheder meget mindre når vi har rum at arbejde i.
LOVE
Smid en kommentar