FIXERUM TIL VESTERBRO

Blev igen i dag ringet op af en studerende der vil undersøge os på Vesterbro. Vi er meget interessante, dels fordi vi har en helt masse stofmisbrugere gående rundt og dels mener mange, at vi der bor her (os nye beboere) er intolerante. Vesterbro var engang åh så tolerant, men nu er vi beboere bare for meget. Det var det opgaven for den studerende gik ud på. Hun læser historie og vil belyse hvordan de seneste års happenings omkring etablering af fixerum havde betydning for, at vi nu får sundhedsrum og hvordan det har påvirket beboernes intolerance?

 

Kronik om udstødelse og narkomaner i Danmark af Michael Lodberg Olsen, beboer på Vesterbro og med-initiativtager til Dugnad Vesterbro.

 

Situationen på Vesterbro bliver ofte sat i bokse og ofte forklaret ud fra samme. Politiet kommer ikke ud ved handel med heroin på grund af politireformen. Eller situationen har aldrig været værre, fordi beboerne er blevet mere intolerante. Men der er en god grund til at beboerne på Vesterbro laver tæskehold, organisere sig i foreninger, deler bamser ud med kanyler i, foran Christiansborg, indhegner gårde, lukker kældernedgange, fjerner buske og mulige hjørner, hvor stofbrugere kan sidde i fred og ro. Der er en god grund – og det har der været i over 35 år!

 

Vi har i over 35 år haft stofbrugere på Vesterbro. Aldrig før har vi haft så få – nu kun mellem 300-500 om dagen. Men aldrig før har det været så synlig. Og aldrig før har de været så dårlige som nu. Vesterbro er blevet byfornyet. Min lille familie på Halmtorvet har fået fjernvarme, termoruder, alt det varme vand vi kan bruge og enda et samtalekøkken!

 

Stofbrugerne er ikke blevet byfornyet – tværtimod. Foran mine vinduer var der en bunker – nålepuden hed den i folkemunde. Det var kun stofbrugere der brugte den som et åbent fixerum. Den er væk. Næsten alle offentlige og private rum er aflåst, afspærret eller adgangen på anden måde lukket for at stofbrugere ikke kan benytte sig af pladsen som et privat rum i mangel på bedre. Der hvor velfærden ikke er god nok bevæger dårlige og socialt udstødte mennesker sig igennem og løser deres problemer med stoffer. Flere har psykiske problemer eller krigstraumer – mange har det dårligt. Der er forbudszoner i vores bydel, hvor stofbrugere ikke må opholde sig, men kun bevæge sig igennem. Der er ikke adgang til toiletter på flere af de få væresteder der er til dem. Det betyder, at vores telefonboks uden for vinduet bliver brugt af kvinder og mænd til at urinere og skide. Det er uværdigt, at se mennesker sidde der med bukserne ned – ikke for at fixe sig i lysken, men for at bruge telefonboksen som toilet. Og med denne artikel og synlighed på brugen af telefonboksen som toilet bliver den sikker også fjernet – som symbolet på, hvordan vi de sidste 35 år har løst konflikten med nogle af de mest udsatte i landet.

 

Det er den gode grund til at folk agerer – at mange beboere er aktive i tæskehold, foreninger, demonstrationer, møder, happenings, læserbreve og råben op. Nogle bliver kaldt ligusterfacister og intolerante – andre godtroende og naive. Men et er sikkert. At der i et civiliseret samfund ikke er plads til at vi behandler nogle, som var de rotter eller vilde hunde. De er mennesker om vi kan li det eller ej! Og samfundet skal behandle dem som sådan! Dels for at give dem mulighed for at komme ud af deres afhængighed og finde andre løsninger – men i den grad også for samfundets skyld. Vi kan ikke bære at vi behandler nogle af vores medmennesker på en sådan måde. Når vi begynder med tæskehold – er det fordi folk er desperate. Man finder ingen hjælp hos myndigheder og endog hos politiet bliver man afvist: Ring tilbage i morgen i arbejdstiden eller det kan vi først gøre noget ved om 3 måneder når vi er færdige med at afspadsere. Som god opdragen jyde er det grænseoverskridende, at politiet ikke kommer ud når der er åben salg af stoffer. Der er efter flere vesterbroeres opfattelse mere ulovligt, at køre uden lys på cyklen end at sælge hårde stoffer i vores bydel.

 

På alle måder bliver disse mennesker ikke accepteret som en del af samfundet. I vores nabolande etablerer man fixe- og brugerrum for at skabe bedre sundhed og forebygge dødsfald. Over 80 er der i EU, Australien og Canada. Og med gode erfaringer. EU’s Overvågningscenter for Narkotika (EMCDDA) udsendte i februar 2004 en rapport om erfaringerne med fixerum. Viden fra fixe- og brugerrum i EU blev samlet sammen – og konklusionen er klar: Det redder liv, skaber bedre sundhed, skaber bedre kontakt til en gruppe der ellers er svær at komme i kontakt med og det fjerner kanyler og nedsætter konflikterne i lokalområderne. Og lige så vigtig så skaber det værdighed og menneskelighed, der i Schweiz, som i over 12 år har haft fixe- og brugerrum og lægeordineret heroin, har ført til, at samfundets holdning til hårde stoffer er indskærpet.

 

Jeg har haft mulighed for ved selvsyn at se flere fixe- og brugerrum i udlandet. I Vancouver i Canada kom politiet med en stofbruger i håndjern, løsnede dem og sagde, at det var her han skulle fixe og ikke nede i gyden – for så kom han ind og sidde. Et reelt alternativ til i dag. Forbudszoner og manglen på fixe- og brugerrum gør at det snart kan blive Indre By, Østerbro eller værre Hellerups tur næste gang! Så kan det jo være at vi får etableret fixe- og brugerrum?

 

Mens vi venter

Lars Løkke sagde under sin Sundhedsminister periode meget klart at ”det bliver ikke med denne regering der kommer fixerum”. Så mens vi venter, ønsker vi at være konstruktive og er kommet med 101 konkrete forslag til mulig løsninger. Forslag der er blevet oversat til en konkret indsats med et Sundhedsrum og Værested med toiletter. En række beboere og organisationer er samlet i foreningen Dugnad Vesterbro og med partnerskab med København Kommunes Socialforvaltning og økonomisk støtte fra Sundhedsministeriet er vi i gang med en byggesag der sidst på året munder ud i nye tiltag.

 

Vi har forsøgt at etablere et Fixerum Light: Et Fixerum, hvor der må indtages de stoffer der er på apotekets hylder. Det er metadon og alverdens piller som 90% af stofbrugerne tager ved siden af deres hovedstof. De dårligst stillede stofbrugere fixer piller, der ikke er beregnet til det og får derfor betændelser, åbne sår, fixehuller i lysken og visne ben. Med et ”Fixerum Light” ville vi kunne nå ca. 20% af de dårligste stofbrugere. Men så let skulle det ikke gå. Sundhedsstyrelsen sagde at ”det kan være i strid med forpligtigelsen til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i udøvelsen af gerningen, hvis sundhedspersoner, herunder læger og sygeplejersker deltager i dette”. På dansk betyder det, at hvis læger og sygeplejersker ser på at en stofbruger fixer piller eller metadon der er produceret til at tage i munden, strider det imod deres forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Konsekvens: De kan miste deres autorisation som læge eller sygeplejerske. Alle læger og sygeplejersker ryster i bukserne og løber skrigende bort – den politiske magt har vundet, med magten over regler og sundhedsstyrelsen.

 

Sundhedsstyrelsen handler i strid med deres forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved at vide, at en stor gruppe mennesker er overladt til gaden, sidder og fixer sig i affaldscontainere, med beskidt regnvand. De fixer piller og metadon nu – på gaden! Og I gør ikke noget ved det! Et ”Fixerum Light” vil kunne skabe dialog med disse mennesker om deres situation og kan være med til at mindske og reducere skader. Et faktum som nu igen er overladt til et lokalområde – der blot kan se på, mens stofbrugerne bliver dårligere og dårligere, mens de dør på vores fortov og mens der i højsæsonen bliver samlet næsten 1.500 kanyler og nåle op på indre Vesterbro om dagen.

 

Så let skal det ikke være, så indsatsen bliver uden et Fixerum Light. Så vi arbejder videre med nye løsninger. Ser på udenlandske erfaringer og danske traditioner. I Danmarks sundhedspædagogiske historie finder vi en gammel stolthed frem: Det brede sundhedsbegreb. Sundhed er ikke kun sårpleje, men også et godt måltid mad, noget at lave, nogle at snakke med, et sted at være og – toiletforhold.

 

Samfundsperspektivet

Så Dugnad Vesterbro og Københavns Kommune laver et godt fixe- og brugerum uden fundamentet: At stofbrugere må indtage de stoffer de i dag tager på gaden.

En ledende læge på stofmisbrugsområdet sagde for nylig til mig at ”det er en utrolig taknemlig målgruppe vi har med at gøre. De brokker sig aldrig”. Det var ironisk, men er dog sandt. Tænk, hvis det var kræftpatienter, hvor man om året kunne redde 200 liv med ny behandling. Det vil blive prioriteret højt og milliarder investeret. Stofbrugerne råber ikke op. Det gør kun andre – på deres vegne, ofte uden at spørge dem. Stofbrugerne arbejder 16-18 timer hver dag, ugens 7 hverdage i jagten på penge og stoffer – i jagten på et tåleligt liv.

 

Mange dårligdomme i den sociale indsats har trængt sig på de seneste år. Velfærdsstatens unikum er på prøve. Otte topembedsmænd i Finansministeriet gik i en kronik i Politiken ud og undskyldte, at de havde været med til at indføre kontraktpolitikken i det offentlige i start 90 ’erne: ”Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde – Vi var selv med til at skabe styringstænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind.” – skrev de i Politiken d. 29. marts 2007.

 

Regeringen ønsker da også at lave en kvalitetsreform på velfærden. Statsminister Anders Fogh bruger webordet ”version 2.0” om den nye kvalitetsreform af velfærden på Venstres landsmøde d. 19. marts 2006: ”Velfærd 2.0” der er en moderne og opdateret udgave af den veltjente danske velfærdsmodel.” ”Velfærd 2.0” tager udgangspunkt i at der skal være penge nok til kvalitet. Ikke bare mere af det samme og til det samme, men penge til fornyelse og modernisering. Til udvikling. Netop til kvalitetsudvikling. ”Velfærd 2.0”,der er en ny måde at tænke offentlig service på. Hvor vi tager udgangspunkt i brugernes behov og medarbejdernes viden.” – siger statsministeren.

 

Og tænk, hvis det er sådan en velfærd vi kan skabe: Hvor vi tager udgangspunkt i brugernes behov og medarbejdernes viden. Kræver det fantasi?

 

Version 2.0 kommer fra internettets version 2.0. I efterdønningerne af bristen af IT boblen efteråret 2001 hvor mange IT virksomheder krakkede, ville IT pionerer fortsætte udviklingen på andre præmisser og så muligheden for at udvikle nye muligheder og visioner for internettet. De kaldte det Web 2.0. Web 2.0 bliver set som 2. generation af internettet. Hvor version 1.0 var meget baseret på at overføre viden fra en PC til en anden – envejskommunikation – blev version 2.0 baseret på nye services, nye sociale medier, hvor brugerne – og ikke leverandørerne – kunne styre indholdet og hvor det handler om at dele viden, oplevelser, erfaringer og meninger. Eller som i denne kontekst , går det fra envejskommunikation til dialog-redskaber.

 

 

Hvis vi vil måle velfærden skal vi se på hvordan den behandler de svageste i vores samfund. Hvordan vores velfærd er for dem. Og hvis vi skal tage Statsministerens udgangspunkt skal vi sammenligne en moderne velfærd med web 2.0: Borgerne bliver indholdsleverandører og politikerne bliver repræsentanter, der skal sikre, at de overordnede præmisser i samfundet, for at den enkelte borger kan lave indhold, bliver opfyldt.

 

Det er et positionsskifte fra en forsørgende og kontrollerende velfærdsstat til en søgende, dialogskabende og støttende velfærdsstat.

 

Fra at sikre at alle i velfærdssystemet får samme behandling, skal vi sikre, at alle får forskellig behandling. – Lige meget om de går ind på socialcentret i Skjern eller i København eller om de hedder Kurt, Inga, Pia eller Muhammad.

Den brugerdrevne velfærd handler om at skabe og designe rammer der fremmer den enkelte borger og bruger i at deltage i eget liv – selv at tage beslutninger og selv have styringen og beslutningskompetencen i forhold til hvad der skal ske.

 

Og tager vi denne basis viden om vores moderne velfærd som udgangspunkt, som Statsministeren selv har lanceret, går det ikke godt med vores velfærd.

Der er stadig for mange, for langt væk, der ønsker at bestemme, hvad det gode liv for Pia er. Frem for at tro på og skabe en velfærd der kan hjælpe Pia med at realisere det gode liv hun definerer. Der er for mange skemaer og kontrol, til at det bliver muligt for lokalområderne at agere konstruktivt i forhold til Pia. Der sidder en masse socialarbejdere med kompetencer til, uden om dette system, at hjælpe den enkelte. Men det er besværligt. Meget besværligt. Og knækker flere med stress.

 

Lyt og inddrag. Respekter folk og giv mulighed for at anerkende den situation de er i. Det er udgangspunktet for forandring. – Også for stofbrugere. Den største forhindring for at bryde den nuværende politik på stofmisbrugsområdet er den afhængighed der er politisk og skabt i vores velfærd. En afhængighed af lov og orden, styring og kontrol. Afhængighed af troen på at mennesker kan styres som i en produktionshal på Danfoss.

 

Der er ingen færdige løsninger eller metoder der kan skabe en relevant velfærd.

Det handler om hvordan vi tænker, skaber og organiserer vores fælles velfærd.

 

- Og ikke mindst hvad den skal drives af ….

 

Michael Lodberg Olsen

Beboer på Vesterbro. Med-initiativtager til Dugnad Vesterbro